Forsker: Dette kan forstyrre forældresamarbejdet

Tea Trillingsgaard er lektor i udviklingspsykologi og leder af enheden for par- og familieforskning ved Aarhus Universitet. Hun har studeret danske par gennem hele sin karriere. Også hvad det gør ved par, når de får børn og skal til at samarbejde som forældre.

”Indenfor forskningen taler vi om tre forskellige dimensioner af forældresamarbejde, som hver for sig og til sammen har betydning for, hvor godt samarbejdet fungerer,” siger Tea Trillingsgaard.

Den ene dimension dækker, om man kan dele opgaverne på en måde, som begge er tilfreds med, og koordinere, hvem der gør hvad. Den anden dimension handler om, om man er enige om familiens mål og værdier – med andre ord: Hvad er vigtigt, og hvad er rigtigt. Her er et godt eksempel værdier i børneopdragelsen.

”Ikke at man behøver være 100% enige. Men det er lettere at fastholde en eller anden konsistens eller fælles retning for børnene, hvis man ikke er helt i øst og vest.”

Og så er der den tredje dimension, som handler om at vise hinanden opbakning og støtte.
”Når den ene forælder er ude – giver den anden så opbakning og støtte til den regel eller rutine, som den første forælder har iværksat? Hvis far for eksempel har regler for børnenes skærmtid, og han er væk en lørdag, bakker mor så op om den regel?,” nævner Tea Trillingsgaard.

Ikke at man behøver være 100% enige. Men det er lettere at fastholde en eller anden konsistens eller fælles retning for børnene, hvis man ikke er helt i øst og vest.”

– Tea Trillingsgaard, lektor i udviklingspsykologi og forskningsleder ved Aarhus Universitet

 

Forskellighederne er der – men er der accept?

Forældrepars opgavedeling, enighed om mål og værdier samt opbakning til hinanden er altså noget af det, Tea Trillingsgaard og hendes forskerteam kigger på. Og her ser forskeren et negativt mønster, som rammer alle tre dimensioner af forældresamarbejdet, og som forældrepar nemt kan havne i.

”Alle forældre er fra naturens hånd forskellige, og kommer man til at modarbejde den forskellighed, kan det forstyrre forældresamarbejdet,” understreger forskeren.

”I børneopdragelsen vil der for eksempel ofte være én i forholdet, der er mere stram i sin opdragelse, og én der har en mere løs tilgang. I forhold til huslige pligter vil der ofte være én, der er mere disciplineret med at få rengøring, oprydning og pligter gjort først og så slappe af bagefter, og en anden, der foretrækker at slappe af først og gøre pligterne, når der er overskud til det.”

Tea Trillingsgaard peger på, at vi alle, når vi ser det på afstand, kan se det fornuftige i både disciplin og fleksibilitet afhængig af situationen.

Alligevel havner mange af os i at bekæmpe vores partners måde at gøre det på. I en travl hverdag, hvor der ikke er tid og overskud til at få talt om vores forskelligheder, kommer vi nemt til at modarbejde hinanden i stedet for at supplere hinanden.

”Når den forælder, der er mere fast i sin opdragelse, kæmper for at få strammet op – det kunne være en stramning af slikreglerne – så oplever den, som er mere løs i sin tilgang måske at blive begrænset, og netop slik-forbuddet skaber mere trang til at drøne ned efter slikposer. Jo mere ’løsneren’ løsner for reglerne, des mere bliver ’strammeren’ nødt til at stramme dem – og omvendt. Det er en ond cirkel, hvor man kan komme til at kæmpe for sin egen legitime position og spille hinanden dårlige.”

Ifølge Tea Trillingsgaard er evnen til det gode forældresamarbejde at kunne acceptere, at det – i overført betydning – både kan være legitimt at have slikregler og legitimt indimellem at skabe en særlig hyggelig slikstund uden for reglerne.

”Vi må prøve at skabe plads til og sammenhæng mellem begge de perspektiver. Det hører til forældresamarbejdet, at vi bliver ved med at skabe accept og forståelse hen over de forskelligheder, der er. Så vi undgår at stå i øst og vest og presse hinanden til at forandre sig.”