Med 16 års arbejdsepoke hos Styrk Familierne takker overlæge og speciallæge i psykiatri Jørgen Due Madsen nu af. Det sker pr. 1. oktober i år.
Jørgen Due Madsen har været en drivkraft i opbygningen af hele organisationen siden begyndelsen i 2004. Lige fra Annette Due Madsen, psykolog og stifter, fik de første tanker om at etablere Center for Familieudvikling (i dag Styrk Familierne), har Jørgen stået ved Annettes side.
Jørgen begyndte sin ansættelse hos Center for Familieudvikling i 2009, og i alle årene har Jørgens virke været kendetegnet ved et imponerende engagement, en forbilledlig trofasthed og en kæmpe faglig integritet. I de første mange år var han leder af ’Center for Psykiatri og Eksistens’. Sidenhen er han trådt ind som en engageret og dybt kompetent psykiater i Styrk Familiernes afdeling for ’Individuel og Eksistentiel Terapi’.
Sideløbende har han udgivet artikler og bøger om psykiatriske og eksistentielle spørgsmål, og sammen med sin hustru, Annette Due Madsen, skrev han i 25 år hver fredag i Kristeligt Dagblads brevkasse ”Spørg om Livet”.
Tidligere har Jørgen været overlæge i Hillerød, på Ballerup Psykiatrisk Center og i fem år også på det diakonale psykoterapisygehus Modum-Bad i Norge, hvorfra han har hentet en stor del af inspirationen til familieperspektivet og de eksistentielle tematikker i behandlingen. Jørgen har derudover igennem mere end 35 år hjulpet danskere bosat i udlandet – både før, under og efter deres udstationering – og har i den sammenhæng været afsted på faglige rejser til flere lande i Afrika og Asien for at yde særlig krisehjælp.
De seneste 16 år er Jørgen gået ind ad døren hos Styrk Familierne – ved Østergade 5 til sit kontor på 2. sal, hvor han har set og hjulpet utrolig mange mennesker. Dette både i terapi, supervision, medicinsk behandling, rådgivning, undervisning, krise hotline og faglig sparring. For ikke at tale om den rolle som ’wise old man’, Jørgen har haft blandt kollegaerne.
Afdelingsleder Maria Techow udtaler:
”Jørgens kæmpe indsats har været helt uvurderlig og betydningsfuld for os, og Jørgen har sat et solidt aftryk, der præger vores faglighed helt gennemgående. Dét aftryk vil vi passe rigtig godt på. Tak!”
Jørgen har i dag sidste arbejdsdag hos Styrk Familierne. Han vil dog ikke fuldstændig slippe det arbejde, han holder så meget af. Fremover vil han derfor have terapi i egen praksis én dag om ugen.
På vegne af klienter, kollegaer, ledelse og samarbejdspartnere siger vi her en stor tak for Jørgens uvurderlige indsats hos først Center for Familieudvikling og siden Styrk Familierne.
Vi ønsker, at Jørgens liv og hverdag fortsat vil være fyldt af gode samtaler, familietid, spændende projekter og alt andet godt, som vi under ham så meget af i denne nye livsepoke.
TAK, Jørgen! – Og alt godt videre frem.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev – Så sender vi dig viden og nyheder om parforholdet, den skilte familie og den sammenbragte familie. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Tlf: 35 12 16 17
Telefonen er åben alle hverdage fra
10:00 – 14:00
CVR-nr: 28324502
EAN: 5797200056900
Østergade 5 (Strøget), 1.sal
1100 København K.
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 15:00
MobilePay nr: 98 92 93
Søndergade 10, 2.sal
8000 Aarhus C
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 14:00
MobilePay nr: 82 85 80
© 2026 Styrk Familierne