Psykoterapeut
Peter Daniel Fogh Nielsen er EFT-psykoterapeut (emotionsfokuseret terapi) og er tilknyttet Styrk Familierne som konsulent. Dette ved siden af sin stilling i Børne- og Ungdomspsykiatrien, hvor han arbejder med at forbedre samarbejdet mellem psykiatri og kommune.
I de seneste 23 år har Peter arbejdet for at fremme trivsel for børn, unge og voksne gennem ansættelser i privat og offentligt regi. Som mangeårig familieplejekonsulent har han arbejdet med børn, som er anbragt udenfor hjemmet, og sideløbende superviseret plejeforældre. Arbejdet med udsatte børn har givet Peter en specialiseret viden om, hvordan vi som voksne kan skabe trygge og udviklende rammer for børn og unge. Med en uddannelsesmæssig baggrund som lærer har Peter desuden en bred erfaring med undervisning. Som tidligere fastansat hos Styrk Familierne har Peter brugt sine formidlingsmæssige evner til at undervise fagfolk, par, forældre samt børn og unge. Peter har ledet børnegrupper for børn med skilte forældre, ligesom han har uddannet fagfolk i at facilitere børnegruppeforløb på skoler og i institutioner. Som emotionsfokuseret psykoterapeut tilbyder Peter samtaleforløb for par og enkeltpersoner. Med fokus på tryghed i kontakten støtter Peter mennesker til, at de i deres eget tempo kan undersøge og udtrykke det, som opleves vanskeligt.
Peter er tilknyttet Styrk Familierne som konsulent og har terapier hver torsdag i afdelingen i København.
”Når du kommer i et samtaleforløb hos mig, vil terapien tage udgangspunkt i den emotionsfokuserede metode. Et centralt udgangspunkt for denne terapiform er, at følelser fortæller os, hvad der er vigtigt for os. De informerer os om, hvad vi har brug for, og de hjælper os med at finde ud af, hvad vi skal gøre for at få vores længsler opfyldt. Mange gemmer dog også på helt andre erfaringer. Nogle fortæller om følelser, der overvælder og forvirrer, hvilket gør det vanskeligt at finde vej. Andre fortæller, at de ikke har kontakt til følelser i det hele taget, og at livet opleves tomt og til tider meningsløst. Begge tilstande er smertefulde at befinde sig i, og for mange kan det være startskuddet til at opsøge terapi.
Som emotionsfokuseret terapeut er udgangspunktet, at du er ekspert i dit liv, mens jeg er ekspert i, hvordan vi kan undersøge, hvad der står i vejen for, at du kan bruge dine følelser til at navigere i tilværelsen. I terapien hjælper jeg dig primært med to ting: At finde eller genfinde en tydeligere og stærkere forbindelse til dig selv og at udtrykke dig på måder, som øger dine chancer for at blive mødt i de behov, du har.
Hvis I kommer som par, vil jeg hjælpe jer med at afdække de samspilsmønstre, som er mest opslidende, og som måske kan gøre jer i tvivl om, hvorvidt I er de rette for hinanden. Målet er med min hjælp at komme bag det, der sker i jeres konflikter, så I får en større forståelse for, hvad der sker hos jer hver især og i jeres samspil. Min erfaring er, at når det sker, kan der skabes en dyb forbundethed, som frigør større kærlighed og frihed i parrelationen. Som ægtemand gennem 28 år og som far til tre vil I – udover en fagligt velfunderet terapeut – møde et menneske, der kender til mange af de smertefulde sider, som livet også kan vise sig fra.”
– Peter Daniel Fogh Nielsen
Skriv dig op til vores nyhedsbrev – Så sender vi dig viden og nyheder om parforholdet, den skilte familie og den sammenbragte familie. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Tlf: 35 12 16 17
Telefonen er åben alle hverdage fra
10:00 – 14:00
CVR-nr: 28324502
EAN: 5797200056900
Østergade 5 (Strøget), 1.sal
1100 København K.
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 15:00
MobilePay nr: 98 92 93
Søndergade 10, 2.sal
8000 Aarhus C
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 14:00
MobilePay nr: 82 85 80
© 2025 Styrk Familierne
Før hed vi Center for Familieudvikling.
Nu hedder vi Styrk Familierne.
Vi ønsker nemlig at styrke
familierne i hele landet.
Vores hjælp går i særlig grad til forældrerelationen
– fordi en håndsrækning til de voksne
er en gave til børn.