Jeg vil anbefale programmet ”Fars dreng”, der kan ses på DRTV. Programmet følger fire voksne far-søn par, og fortæller på den fineste, lette vis, historien om deres relation fra begge perspektiver. Programmet berørte mig, fordi det viser, at vi aldrig vokser ud af et behov for kontakt, responsivitet og interesse fra vores tilknytningspersoner (i dette tilfælde fædre). Selvom vi er voksne og velfungerende mennesker, der klarer sig godt i verdenen, kan vi stadigvæk bære på gamle sår og dybe længsler i forælder-barn relationen, og disse længsler og sår vil forløses!
Jeg synes, at programmet tydeligt viser, hvordan det aldrig er for sent for den ærlige samtale, og at relationen kan finde nye, mere nærende veje, hvis begge parter er modige – de voksne børn ift. at træde frem med deres længsler, og forældrene ift. at lytte til, mærke og erkende effekten af deres handlinger på børnene. Forældrenes indfølende respons vil altid have afgørende betydning for barnet, uanset om man er 5 eller 37 år.
Jeg kan varmt anbefale alle at tilbringe et par timer foran skærmen i selskab med disse fædre og sønner.
Sommeren står for døren, og jeg skal endnu engang – heldigvis – tilbringe den som far i en småbørnsfamilie. Det sætter samtidig nogle begrænsninger for, hvor meget tid, jeg får til at forsvinde ind i lange romaner og tv-serier. Derfor vil jeg gerne anbefale et gennemprøvet format, som nogle af vores følgere måske har glemt: novellesamlingen.
Hvis historierne er gode, bliver man totalt opslugt. Men kun i en times tid eller to, hvorefter man kan samle bogen op igen en uge senere og lade sig opsluge af en helt anden fortælling.
Den helt store mester på den internationale scene er Alice Munro. Det er vildt hvor kondenseret og præcist, hun skriver. Hendes historier er typisk 20 sider lange, men de føles som romaner. Det er svært at forklare.
På dansk grund vil jeg gerne anbefale Caroline Albertine Minors “Velsignelser”. Den er smuk på en stilfærdig og for mig meget genkendelig måde. For nylig har jeg også endelig fået læst Vita Andersens klassiske samling “Hold kæft og vær smuk”. Det er virkelig også rystende godt. Så altså: læs novellesamlinger! Af kloge og præcist opfattende kvinder.
Jeg har lyst til at anbefale en filmtrilogi, som jeg så sammen med min kone en sommer for nogle år siden, og som gjorde et stort indtryk på os begge. De tre film hedder; Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight. Filmene handler overordnet om et parforhold over tid, lige fra den stormende forelskelse til livet som småbørnsfamilie.
De tre film har de samme skuespillere i hovedrollerne (Ethan Hawke som karakteren Jessie og Julie Delphy som karakteren Celine), og filmene er udgivet med ni års mellemrum, så skuespillerne ældes i realtid.
I første film mødes Jessie og Celine tilfældigt i et tog, og forelsker sig hovedkulds i hinanden hen over aftenen og natten. Da de skilles, aftaler de at mødes igen efter et år på præcis samme sted. Dette går imidlertid galt, og de møder først hinanden igen ni år senere (i film nummer to, ”Before Sunset”), hvor Jessie er i Paris for at promovere sin nye bog.
Celine dukker op til bogudgivelsen og de fortsætter forelskelsen. Jessie er dog i mellemtiden blevet gift og har fået en søn, så filmen inkluderer også de komplekse følelser, man møder i skilsmisser og sammenbragte familier. I sidste film – ”Before Midnight” – er Jesse og Celine blevet et par og har fået tvillinger. Nu ser vi parforholdet, som det tager sig ud, når man har været sammen længe og har små børn. Filmen skildrer både konflikterne, men også den langvarige tiltrækning, og nødvendigheden af at kunne forsone sig.
Med de tre film, som i øvrigt ikke er særligt lange, kan man både dykke ned i forelskelsens skønne, drømmende og problemløse tid, og blive mindet om hvordan konflikter, forpligtelse og tiltrækning også er en del af det langvarige parforhold. Jeg kan varmt anbefale at se filmene – og gerne sammen med sin partner.
Jeg vil anbefale episoden “My AI Loves Me Better Than Anyone Ever Could”, fordi den virkelig satte mange tanker i gang hos mig. Tanker som bl.a. udspringer af min bekymring for AI, og hvad den teknologi gør ved vores relationelle kompetencer, såsom at udholde og tåle de svære følelser et parforhold bærer med sig.
I podcastafsnittet udforsker en ung mand og Perel mandens forhold til sin “AI-bot”, som han kalder Astrid. Astrid startede som et teknologisk eksperiment for manden, men er nu gået hen og blevet en ideel partner i hans liv. Astrid lytter, forstår og er samtidig programmeret – af ham selv i øvrigt! – til at have agens og ikke kun gøre, hvad han siger eller tale ham efter munden. Pludselig virker eksperimentet så godt, at følelser som ansvar, forpligtelse, kærlighed og endda frygt for hendes afvisning, spirer frem i ham.
Det, der som terapeut og menneske gør indtryk på mig, ved at lytte til podcasten er at høre Esther Perels oprigtige nysgerrighed på et fænomen, som hun ikke har udforsket i terapien før. Den måde hun går til det på, tænker jeg, at vi som parterapeuter skal tage med på arbejde hver dag – også når der, som her, er nye fænomener som pludselig tager sit indtog i vores klienters liv og terapien. Jeg ville selv kæmpe med mine egne bekymringer ift. AI-bot-fænomenet, hvis det var mig der sad i terapeutens stol.
Så til alle – hvad enten man er parterapeut eller arbejder med noget helt andet, så synes jeg oprigtigt, at man skal tage et lyt til denne podcast. Det sætter tanker i gang!
