Parforholdet er ofte nøglen til hele familiens trivsel

Lad os starte med dig. Hvorfor er du fascineret af at arbejde med parrelationen? 
Grundlæggende er jeg fascineret af par og parforhold, fordi det med tiden er gået op for mig, at et parforhold er en ekstremt vigtig og betydningsfuld del af de fleste voksnes liv, og en afgørende faktor for at en familie trives som helhed. Parforholdet er et sted, hvor vi er enormt sårbare. Vi bringer vores dybeste behov for tryghed, tilknytning og anerkendelse ind i det – og netop derfor kan det gøre så ondt, når det ikke fungerer. 

Hvor svært er det som fagperson at arbejde med par og deres relation? 
Et par er jo to mennesker, der deler deres liv med hinanden. De er så forbundne, så hvis noget ikke fungerer, så er de udfordret næsten på et overlevelsesniveau, hvor de følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt kan blive meget rigide. Det kan være svært at håndtere som parterapeut. Men omvendt; når man hjælper par til at håndtere stærke følelser, så er der meget positiv power i rummet. Jeg plejer at bruge det billede, at for en psykolog så svarer parterapi til kernekraft for en fysiker – det er en potent energikilde, der kan bringe meget positivt med sig, men det kan også sprænge helt i luften. Når det dog lykkes os sammen at forbedre deres parrelation, så har det en afsmittende effekt på andre aspekter af deres liv, bl.a. hvordan de håndterer deres børn og arbejdsliv. 

Hvorfor er det vigtigt at arbejde med par- og parrelationen i en organisation – er det ikke kun noget for parterapeuter som dig selv? 
Det er ekstremt vigtigt, at vi har dygtige parterapeuter i hele landet, for det er med til at sætte en faglig standard for, hvad det kræver, og hvad det kan. Men lige som at sundhedsvæsenet ikke ville kunne fungere med kun kirurger ansat, så kan vi heller ikke tænke det relationelle felt så indskrænket, at det kun er parterapeuter, som kan hjælpe par. For med den viden vi har om, at parrelationen er grundlæggende for vores – og vores børns – trivsel, så er det hensigtsmæssigt, at så mange fagfolk som muligt kan inddrage og bruge viden om parforholdet i deres praksis.
  

Hvilke fagfolk, udover terapeuter, vil uddannelsen ‘Viden og redskaber til arbejdet med par?’ så være relevant for? 
Vi har haft mange fagligheder og uddannelsesbaggrunde på denne uddannelse. Vi har haft psykologer, læger, socialpædagoger, jordemødre, sundhedsplejersker osv. Så det spænder meget bredt. Det vigtigste er, at det er folk, som har en faglig baggrund for at arbejde med voksne mennesker og familier. Og så skal man have lyst til at arbejde med relationer – en vis nysgerrighed på det mellemmenneskelige.  
 

Og tilsvarende: hvilken type organisation vil kunne have gavn af uddannelsen? Overordnet set er uddannelsen relevant for enhver organisation, hvis medarbejdere møder mennesker, hvor parforholdet er en del af billedet. Ofte vil det være de organisationer, som har et familiemæssigt fokus, f.eks. dem som hjælper forældre, der er udfordrede på den ene eller anden måde. Det kan være forældre, der har børn, der mistrives, har et handicap eller lider af skolevægring. Mange patientorganisationer vil også kunne drage fordel af sådan en uddannelse, da parforholdet kan komme under stort pres i en sygdomsperiode. Endelig kan det være organisationer, som møder par i en fælles overgang som f.eks. fertilitetsbehandling, eller adoption.

Hvordan vil man som organisation kunne bruge sådan en uddannelse i praksis? 
Helt basalt så får medarbejderne en fælles baggrundsviden og sprog for parrelationen. Det giver forhåbentlig et skarpere blik i alle henseender, at man lægger mærke til de relationelle faktorer, som er på spil. Udover det vil man med uddannelsen blive mere tryg i at turde at spørge til parforholdet og navigere i den samtale. Vi refererer tit til det at tale om parforholdet som et ”to-vejs tabu”. Et eksempel: Måske synes jeg som klient eller patient, at mit parforhold er relevant at tale om, men jeg venter til min rådgiver spørger om det, fordi jeg ved ikke om min rådgiver vil eller kan tale om det. Og på samme måde kan rådgiveren sidde og tænke, ”jeg spørger kun ind til parforholdet, hvis klienten indikerer, at han/hun gerne vil tale om det”. Og på den måde får man aldrig talt om parforholdet. Så vi uddanner også folk i organisationen til at kunne spørge til parforholdet, så man kan håndtere og være tryg ved den samtale. 
Endelig kan uddannelsen også være et afsæt til at bygge egentlige par-tilbud op i organisationen – som Kræftens Bekæmpelse f.eks. har gjort.

Hvor meget tilpasser I uddannelsen ift. organisationens profil og behov? 
Der er noget grundlæggende viden som er relevant for alle fagpersoner, men vi forsøger at styre uddannelsen hen et sted, hvor vi kan hjælpe dem til at se, hvordan det er relevant for den specifikke organisation og for de faglige medarbejdere. 

Kan du her til sidst nævne organisationer, som har haft glæde af ‘Viden og redskaber til arbejdet med par’? 
Vi har bl.a. haft et godt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. De ville både rigtig gerne arbejde med pårørende til patienter – typisk kærester/ægtefolk til den syge, og samtidig også gerne forstå dynamikken, der kan opstå i en parrelation, når den ene bliver pårørende og den anden er syg. Hvordan er man kærester eller ægtefolk i det? Det fokuserede vi bl.a. på sammen med rådgiverne i Kræftens Bekæmpelse. 
Vi har også undervist medarbejdere i Center for Ludomani. Her kom det bl.a. til at handle om, hvordan man arbejder med det tillidsbrud, som ludomani fører med sig.  Hvordan kan man stole på sin partner igen? Og hvordan hjælper vi den samtale på vej som fagfolk? Det fik vi nogle rigtig interessante snakke med medarbejderne om.