”Det kan gøre en stor forskel for kræftramte par”

Som rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse i Herlev møder Tine Thers Hansen mange par og oplever, hvordan kræftsygdommen kan påvirke parforholdet. Derfor gav det god mening med opkvalificeringsdage hos Styrk Familierne, hvor hun fik skærpet sin viden om, hvordan man kan styrke parforholdet under sygdom.

Tine Thers Hansen

Hvad sidder du med af opgaver i Kræftrådgivningen?

Min kerneopgave er at tilbyde støttende samtaler til alle, der er berørt af kræft – dette primært indenfor det psykosociale område. Det er samtaler med enkeltpersoner, til par eller til familier, hvor kræften er flyttet indenfor, og hvor samtalerne handler om at være berørt af kræft. Det er det primære. Derudover faciliterer jeg gruppeforløb og kurser i alt lige fra mental robusthed til hvordan man sover bedre, når man er ramt af sygdom.

Hvad har du deltaget i hos Styrk Familierne?

I Kræftens Bekæmpelse har vi som medarbejdere noget, der bliver kaldt funktionsrettede kurser, hvor vi får opkvalificeret vores viden indenfor bestemte områder og specifikke emner. Derfor lavede Kræftens Bekæmpelse en aftale med Styrk Familierne, som har stået for opkvalificeringsdage med fokus på arbejdet med at styrke parforholdet, og det har jeg deltaget i. På dagene fik vi en generel indføring i, hvordan vi kan arbejde med parforholdsteorier og -metoder, og dette indebar også relevante øvelser.

Hvad har gjort indtryk på dig i den opkvalificering, du har deltaget i?

Med undervisningsdagene har jeg fået nogle nye metoder og indsigter i parforholdet, som jeg kan bruge i det daglige virke i Kræftrådgivningen, når jeg har parsamtaler.

Jeg er for eksempel blevet klædt bedre på til, hvordan jeg kan folde samtalen om parforholdet ud, når jeg sidder overfor et par. Jeg er blevet klogere på, hvilke tilgange jeg kan bruge til at hjælpe parret til at få blik for hinanden og for det mønster, de kan havne i. I har sådan en ’saying’ hos Styrk Familierne: At det er mønsteret, der er monsteret. At have sådan nogle ’sayings’, man kan hænge noget op på, det giver rigtig god mening.

I undervisningen blev jeg også mindet om, at der ikke er én sandhed om et parforhold. Som rådgiver er det således ikke mit job at løse noget eller afklare, hvem der har ret i en konflikt, men at gå på opdagelse og hjælpe parret med at se og forstå, at de har hver deres perspektiver, og at det er samspillet imellem dem, der kan være drillepinden.

Hvad er potentialet i at kunne få øje på parforholdsmønstre, når par egentlig kommer til jer på grund af en kræftsygdom?

Når par kommer ind i Kræftrådgivningen, har vi mulighed for at gå ind i snakken om deres parforhold, da vi ved, at det har betydning.

Hos nogle par, hvor kræften er en realitet, ser vi, at parret rykker tættere sammen, og de bliver styrket som par. Men det modsatte kan også blive tilfældet – og det er jo det sidste, man har brug for at kæmpe med: At man midt i et kræftforløb også begynder at fjerne sig fra hinanden og miste kontakten og samhørighedsfølelsen.

I Kræftrådgivningen møder vi således par, der gerne vil vide mere om, hvad de skal være bevidste om i parforholdet, når den ene part får kræft. Det kan også være par, der oplever, at det er blevet sværere at kommunikere ordentligt med hinanden, de går skævt af hinanden, har flere konflikter, problemer med den følelsesmæssige intimitet og måske også sexlivet. Vi ved nemlig, at når der er en ’tredje part’ i parforholdet, der hedder kræft, så kan det gøre noget ved kommunikationen, behovene og den fysiske og følelsesmæssige intimitet. Alt det kan blive påvirket.

Hvad tilbyder I i dag, og hvad kan I tilbyde fremover?

Hos Kræftens Bekæmpelse tilbyder vi parsamtaler, og i Kræftrådgivningen i Herlev tilbyder vi nu også et parkursus.

Hvad er perspektiverne i det her for Kræftens Bekæmpelse?

Selvom alle rådgivere har stor viden i forhold til at arbejde med par, står vi nu fagligt styrket i forhold til netop den opgave – og det gør en stor forskel for kræftramte par. Både den, der er ramt af kræft, og ham eller hende, der kommer som partner til den kræftramte. Det giver en tryghed at vide, at det her område prioriteres i Kræftens Bekæmpelse: At vi ved rigtig meget om kræft, men også om parforholdet, og at vi som rådgivere har den nødvendige viden og erfaring til at hjælpe kræftramte par med deres relation til hinanden.

Når man bliver ramt af kræft, har man brug for en støttende partner, der kan stå ved ens side, så man bedre kan stå den distance at gå igennem et kræftbehandlingsforløb. Som rådgiver er det min opgave at støtte kræftpatienter og pårørende i deres kræftbehandlingsforløb. Hvis jeg kan være med til at styrke deres parforhold, så parrelationen bliver en kompenserende og beskyttende faktor i et svært sygdomsforløb, så er det virkelig godt.

Er der andet, du gerne vil dele?

Jeg vil gerne rose Styrk Familierne. På opkvalificeringsdagene fra Styrk Familierne mødte vi nogle dygtige undervisere, som bare kan deres kram og håndværk rigtig godt, og som har formået at formidle deres stof på en smittende og fagligt professionel måde.

3 dages efteruddannelse

Styrk dit arbejde med par

Med efteruddannelsen ‘Viden og redskaber til arbejdet med par’ får du i løbet af tre dage et teoretisk og metodisk fundament til at hjælpe par godt videre.

viden og redskaber til arbejdet med par