”Jeg er blevet klogere på, hvordan vi som fagprofessionelle forholder os neutrale”

Familiebehandler i Odense Kommune, Karin Pedersen, har deltaget i tre dages kompetenceudvikling, der gav viden og redskaber til arbejdet med par. Undervisningen, der foregik i Odense, blev varetaget af to erfarne psykologer fra Styrk Familierne. Vi har talt med Karin om, hvad hun fik ud af at deltage i de tre dage, og hvordan hun kan bruge det i sit arbejde.

Karin Pedersen, Familiebehandler i Odense Kommune

Hvad sidder du med af opgaver i Odense Kommune?

I Børn- og Familiehuset har vi mange forskellige opgaver, men jeg sidder primært med gravide og spædbarnsfamilier og laver familiebehandling. I korte træk er det hjælp, støtte, råd og vejledning til alle slags familier, men særligt også familier, hvor der er udfordringer, som påvirker børnene. Det har jeg arbejdet med i 17 år, og det er enormt givende og privilegeret at komme så tæt på mennesker – og ikke mindst støtte dem og se den positive indvirkning, det kan have at få den støtte.

Hvorfor er det relevant netop nu for dig at få kompetenceudvikling på parområdet?

Adgangsbilletten til det her kursus var via ”Famko”, som er en sammentrækning af navnene Familieambulatoriet på Odense Universitetshospital og Odense Kommune. Det er en relativt ny indsats i Odense Kommune, hvor vi tilbyder støtte til familier allerede fra tidligt i graviditeten. Det gør vi bl.a. ved at lave tilknytningsinterviews med forældrene, hvor vi spørger til forældrenes opvækst, erfaring med kærlighed, omsorg og også helt faktuelle spørgsmål. Der undersøger vi, om der er vigtige ting at få øje på hos den kommende mor eller far, som kan have betydning i forældreskabet. F.eks.: Når du bliver presset, hvad tyr du så til? For vi ved jo, at det at danne en familie vil afstedkomme et større pres. Så det kan være hjælpsomt at have blik for hos sig selv og partneren.
Og i forbindelse med de her samtaler med forældrene gav det ekstra god mening, at jeg og mine kolleger deltog i de tre kursusdage, hvor fokus var på arbejdet med par.

Hvad tog du med dig fra de tre dage?

Først og fremmest var det et virkelig godt kursus. Det var vi mange, der syntes. Personligt fik jeg dykket lidt mere ned i, hvad der sker mellem parrene: Hvilke mønstre opstår, og hvad bringer de med sig? Og i den forbindelse var det rigtig godt, at underviserne havde små, konkrete illustrationer med, som er meget nemme at tage med videre i vores samtaler med familierne. F.eks. billedet af kaktussen og rosen. Forestil dig en kaktus, der står og nyder solen, og en rose, der tørster. Det illustrerer meget fint, hvordan vi er forskellige som mennesker. Mens nogle trives i en situation, er det svært for andre i samme situation. Det næste billede er, at kaktussen stiller sig, så den skygger for rosen, så rosen får det bedre. Og det illustrerer selvfølgelig, hvordan vi passer på hinandens forskelligheder – ligesom vi helst skal kunne som forældre og par.

Hvordan kan du bruge illustrationerne i dit arbejde?

Vi har faktisk printet dem ud og lamineret dem, så vi kan have dem ved hånden. Når parrene ser illustrationerne, er det ligesom om, at det svære bliver taget væk fra dem selv og ned på et stykke papir i stedet. Det bliver nemmere at forholde sig til sin inderside med de her illustrationer, for parrene kan pludselig bedre se det udefra og forstå det.

Er der andet fra kurset, som du vil fremhæve som særligt nyttigt i dit arbejde?

Grundlæggende var der mange konkrete ting, som vi kunne tage med, fordi det blev meget letforståeligt med de mange eksempler og redskaber. Derudover er jeg blevet klogere på, hvordan vi som fagprofessionelle forholder os neutrale, og hvordan vi kan spille bolden tilbage til parret, så vi ikke sidder med løsningerne for dem.

Endelig vil jeg også fremhæve, at det var et kursus, hvor mange af os personligt kunne relatere til det, der blev undervist i, f.eks. i forhold til tilknytningsmønstre. Det var egentlig fint lige at blive ramt af det på det personlige plan også. Det gav stof til eftertanke – både fagligt og personligt.

3 dages efteruddannelse

Styrk dit arbejde med par

Med efteruddannelsen ‘Viden og redskaber til arbejdet med par’ får du i løbet af tre dage et teoretisk og metodisk fundament til at hjælpe par godt videre. 

viden og redskaber til arbejdet med par