”Jeg ser dem omsætte det allerede”

Hvor arbejder du, og hvad er din titel?

Jeg er afdelingsleder i vores Familiehus, som er en del af ”Din sociale indgang – Børn og Unge” på Nørrebro-Bispebjerg under Københavns Kommune. Vi er et Familiehus, der ligger i et myndighedscenter. Vi er knapt 40 behandlere i Familiehuset. Behandlerne er psykologer eller pædagoger med familieterapeutiske efteruddannelser. Så er der også to teamledere og mig som afdelingsleder.

Hvilke sager lander hos jer?

Målgruppen er borgere på Nørrebro-Bispebjerg, hvor der er bekymring for barnet eller den unge i familien. Det er en meget bred målgruppe her hos os. Vi er her for de borgere, der bor her, og både deres problemstillinger og ressourcer er meget varierende. Det kan være meget multikomplekst, hvor problemerne hos barnet viser sig hele vejen rundt, og hvor forældrene er yderst belastede af rigtig mange svære forhold omkring dem. Og så kan der være børn og unge, der har en mere afgrænset problemstilling og nogle forældre, der har mere overskud til at omsætte. Det er en bred målgruppe. Vi forsøger at hjælpe alle på bedste vis.

Styrk Familierne har stået for et opkvalificeringsforløb målrettet jeres arbejde med højkonflikte skilsmisser. Hvad har forløbet bestået i – og hvad har du deltaget i?

Jeg har deltaget i hele forløbet. Både det store set-up vi lavede for hele vores samlede hus her på Nørrebro-Bispebjerg – der har nok været omkring 200 medarbejdere. Vi ønskede at inspirere bredt og dele, at nu sætter vi ind og skal opkvalificeres i arbejdet med højkonflikte skilsmisser.
Jeg har også deltaget i både den tværfaglige undervisning for myndighedsafsnit og behandlere og i undervisningen specifikt for behandlerne. Jeg kommer ikke til at være en del af den efterfølgende supervision. Det skal teamlederen, så hun kan være tæt på og understøtte det videre arbejde hos os.

Hvad var jeres motivation for at søge opkvalificering i arbejdet med de højkonflikte skilte familier?

Vi har stået med de her familier længe. Igennem mange år har vi kendt til og arbejdet med de højkonflikte skilsmisser, og jeg har oplevet, at vi fik flere og flere af de sager. Jeg har oplevet meget lange behandlingsforløb, som vi ikke får afsluttet, og som har haft alt for lidt effekt i forhold til børnenes trivsel.

Når vi har ønsket opkvalificering, er det først og fremmest, fordi vi ikke har kunnet hjælpe de børn tilstrækkeligt før. For det andet har vi set nogle behandlere, som har slidt og slæbt. De er selv blevet ramt og er blevet demotiverede af at stå med de her opgaver. De har haft brug for noget bedre at læne sig ind i.

Hvad har gjort særligt indtryk på dig i den opkvalificering, I har modtaget?

Det er et meget struktureret behandlingsforløb, vi har fået med. Det har været utroligt detaljeret, hvordan vores behandlere skal køre et behandlingsforløb fra start til slut. Både antallet af samtaler, hvad formålet med den enkelte samtale er, og hvordan vi gør i de enkelte samtaler. Der er en køreplan. Jeg mærker virkelig, hvordan behandlerne får en oplevelse af, at nu har de en rygsæk med nogle redskaber, de kan trække op og bruge. Den guidning og den struktur, vi her har fået i arbejdet, har de manglet før.

Er der andet, du er blevet opmærksom på?

Der er en helt lavpraktisk ting, der har gjort indtryk: Det har været en vigtig pointe for os, at vi nu har to behandlere på et forløb fra start til slut. Vi har også førhen haft to behandlere, men de har fulgt hver deres forælder. Med den måde at organisere os på har vi faktisk været med til at lave lejre. Vi har støttet op om de skilte forældres forskellige fortællinger ved, at der har været én behandler i hver lejr. Det er en stor justering for os og en ny investering, at der nu er to behandlere på et forløb hele vejen igennem.

Vi har i det hele taget flyttet nogle medarbejderressourcer massivt ind til en start. Vi bruger mange ressourcer i starten af et behandlingsforløb. Men jeg håber også, vi kommer til at se, at det koster færre ressourcer på den lange bane. At det kan give et kortere forløb i stedet for de her lange, seje, tunge træk.

Oplever du, at dine medarbejdere kan omsætte og bruge det, de er blevet undervist og trænet i?

Jeg ser dem omsætte det allerede. Og jeg hører dem komme med eksempler på, at de skilte forældre allerede responderer positivt på de nye greb.

Jeg sad så sent som i går og var en del af en sagsdrøftelse om en højkonflikt skilsmisse. Her ser jeg flere ting. Jeg ser en behandler, der har motivation, gejst og energi på en opgave. Jeg ser en behandler, som tror på, at hun rent faktisk kan hjælpe en familie. Hun ved, hvad hun skal gøre det næste stykke tid, og hun har tilmed en idé om en slutdato.

Kan du give et eksempel på, hvordan de nye greb kan gøre en forskel i arbejdet?

En af behandlerne fortæller om nogle skilte forældre, som vi har arbejdet med over lang tid. Behandleren beskriver et konkret greb, de har brugt i en session. Om en far, der skal fortælle sin skilsmissehistorie, som han har skrevet ned på forhånd. Han læser sin historie op for moren i rummet, og behandlerne bevidner, hvordan begge forældre begynder at blødgøres i sessionen. Det skal siges, at forældrene har været i en højkonflikt skilsmisse i mange år. Det er en sag, hvor der har været forældrefremmedgørelse på spil, og hvor barnet ikke har haft kontakt til faren. Men da skilsmissehistorien bliver læst højt, sidder moren og faren pludselig og græder sammen over det svære, de har været igennem. Forældrene aftaler endda, at de efterfølgende skal mødes.

Det er vilde bevægelser, når der sker sådan noget. Behandlerne var helt høje bagefter. Det er så opmuntrende. Der vil sikkert stadig være behandlere, der kan sige: Jeg har prøvet, og det er stadig svært. Men jeg tror, vi kommer til at have flere og flere fortællinger, som vil give behandlerne gejst og motivation. Og som forhåbentlig får børnene i bedring.