”Forældre i højkonfliktskilsmisse er nogle af de sværeste at hjælpe”

Kan du starte med helt kort at forklare, hvad ”Sammen om Børnene – En familie ad gangen” er?

Sammen om Børnene – eller bare SOB, som vi for nemheds skyld kalder det – er et behandlingstilbud særligt for forældre, som er endt i en højkonfliktskilsmisse. Med behandlingen prøver vi at reducere konflikterne til gavn for børnene.

Hvorfor er der brug for sådan en indsats til højkonfliktskilsmisser i Danmark?

Der er ikke mange decideret behandlende indsatser, der målrettet søger at reducere forældres konfliktniveau i en skilsmisse. Der er flere andre instanser, som på anden vis kan bistå i en højkonfliktskilsmisse, f.eks. Familieretshuset, der kan træffe afgørelser om samværsordninger, men der er ikke en egentlig behandlende indsats til forældre i højkonflikt.

Læg dertil, at antallet af højkonfliktskilsmisser er på vej op. I takt med at mor og far er blevet ligestillede i parforholdet, er der også en forventning om, at vi deles om det vigtige i livet, og det kræver, at vi kan samarbejde om mere. For 25 år siden boede børnene hos mor og så far hver anden weekend, hvis forældrene blev skilt. Men i dag er der mange mere ligelige ordninger, og det kalder på mere forældresamarbejde og dermed også større potentiale for konflikt.

Inden du uddyber, hvad SOB er, så fortæl, hvad der kendetegner en højkonfliktskilsmisse?

Et andet kendetegn handler om karakteren af konflikten imellem forældrene. Ved højkonflikt har parrene typisk svært ved at blive enige om f.eks. samvær, kommunikation, børns liv og hverdag. Og i den proces anklager forældrene hinanden: De skaber negative billeder af hinanden og beskylder hinanden for børnenes mistrivsel. På den måde bliver kommunikationen fastlåst eller helt opgivet.

Hvordan bliver børn påvirket af at være en del af en højkonfliktskilsmisse?

Overordnet oplever mange børn at komme i klemme i forældrenes konflikter og få en følelsesmæssig overbelastning af at være en del af konflikten. På en måde bor mor og far nemlig inde i barnet, og når far og mor holder op med at elske hinanden og sågar taler rigtig grimt om hinanden, så bor konflikten pludselig også inde i barnet. Derfor bliver børn bl.a. meget kede af det. De kan ikke holde ud at høre mor og far tale grimt om hinanden, for de er så forbundne med dem begge.

Det, børnene også slås med, er: Hvem skal jeg tro på? Hvad er op og ned i det her? Og så kan de ende med at udvikle en partifælle-adfærd, hvor de vælger en af forældrene, selvom de egentlig elsker dem begge. Så børn er langt mere belastede af forældrenes konflikter, end forældrene har lyst til at mærke eller vide.

Vi vender blikket mod SOB igen – hvordan foregår sådan et forløb?

Det er et todelt forløb. Der er først en undersøgende fase, hvor vi møder forældrene hver for sig og sammen, og hvor vi taler om, hvad der har været svært, og hvordan de har taget sig af det. Og så taler vi med dem om, hvad de kunne håbe, der kom ud af det her forløb. Og ikke mindst hvad de tror, deres børn ønsker der skal ske imellem dem, for at de kan få det bedre. Efter den undersøgende fase kommer den mere behandlende fase, hvor vi har otte samtaler med en uge til to ugers mellemrum med parret.

Der er hjemmeopgaver imellem samtalerne, hvor man udpeger en til to personer som netværkspersoner, der kan støtte en i arbejdet. Det er nemlig vigtigt, at forældrene finder nogle, som vil hjælpe dem med at indtage en ny position og reducere konflikten i stedet for at eskalere den.

Hvordan får I samtalen om børnene og deres trivsel integreret i forløbet?

Vi gør meget ud af at tale børnenes stemme frem allerede fra starten. I den allerførste samtale med parret har vi fysiske billeder af børnene hængende på væggen, og så siger vi måske: ”Gad vide, hvordan Karl og Jakob mærker det, der foregår imellem jer?” Det er en hårfin balance, for forældrene skal ikke blive skyld- og skamplagede, men vi har brug for, at de bliver bevidste om børnene midt i konflikten, da forældrenes fælles kærlighed til børnene ofte er den største motivationsfaktor for dem.
Når vi kalder børnenes stemmer frem, så mærker vi jævnligt en modstand fra forældrene ved at lytte til de stemmer. Rigtig mange siger, at børnene ”ikke mærker konflikterne”, eller ”vi taler ikke med hinanden, så børnene kan ikke mærke, at vi er uvenner”. Men det er stadig en konflikt, selvom man ikke taler sammen. Og børnene mærker alt.

I Styrk Familierne tilbyder vi lige nu SOB-forløb, men målet er også at udbrede indsatsen til kommuner. Hvorfor det?

Mange af de her børn, hvis forældre er i højkonflikt, ender med at være i mistrivsel. Og det er ofte skolen eller daginstitutionen, der opdager det og siger det videre til kommunen. Så kommunen er en naturlig aktør i de her højkonfliktskilsmisser, for de møder ofte forældrene alligevel – måske via børnenes mistrivsel. Og selvom vi gerne ville, så har vi ikke kapacitet til at løfte den opgave alene. Så der er simpelthen også brug for flere fagfolk, som kan varetage de her svære sager.

Hvilken viden er det, som fagfolk i kommunen skal have mere af, når det kommer til højkonfliktskilsmissesager?

Det, som mange fagfolk mangler, er en køreplan for højkonfliktskilsmissesager. Der er mange metoder for børn med f.eks. angst, men når det kommer til de skilte, så har der ikke været en fælles strategi. Særligt ikke for de højkonfliktramte, som er nogle af de sværeste at hjælpe. Der er en del af de her svære familier, som næsten ingen har lyst til at have, fordi det er tungt og svært. Man risikerer at brænde ud som fagprofessionel, når man sidder for længe med forældre i højkonflikt. Og så er der ingen familier, der får hjælp. Derfor er der brug for et gennemarbejdet behandlingstilbud med rammer, mål og metoder til en af de sværeste målgrupper at hjælpe.

Hvordan bliver det taget imod i kommunerne, når I fortæller om SOB?

Vi har endnu til gode at møde en kommune, som siger: ”Vi har knækket nøden med de højkonfliktramte skilsmisser”. Der er en stor erkendelse af, at der er et behov for hjælp på dette område. Og medarbejdere vil gerne trænes til dette. Men når det er sagt, så er kommunerne jo også underlagt økonomiske restriktioner, og SOB er et forløb, som kræver et ret stort ressourcetræk på medarbejdere. Så det skal være en prioritering fra kommunen at vælge SOB, men vi tror, at det er penge, som er meget godt givet ud, idet man ikke kun hjælper et forældrepar til færre konflikter, men også nogle børn til større trivsel.

Til sidst – hvornår mærker du, at SOB virkelig kan forandre noget?

Der kan være meget håbløshed mellem forældre i en højkonfliktskilsmisse, men der, hvor jeg bliver rørt og opløftet som terapeut, er lige dér i processen, når forældrene får øjnene op for, at der er en konflikt, som de er en del af – og at deres børn ikke kan holde til den. Når de indser, at det her ikke kan fortsætte, og at: ”Jeg kan forandre mig selv. Jeg kan beslutte mig for at gøre noget, og det kommer mine børn til gavn.” Når det går op for forældrene, så synes jeg, at det er rørende og betydningsfuldt.