Vores tilgang bygger på en systemisk tænkning og en tilknytningsteoretisk forståelse af relationer. Vores forståelse er, at vi som mennesker er påvirket af de relationer og omgivelser, vi færdes i, og at vi har brug for en tryghed i vores relationer, så vi kan trives og udvikle os bedst muligt.
Vores psykologer er uddannet og trænet i emotionsfokuseret parterapi (EFT) og integrativ adfærdsterapi for par (IBCT). Det er to evidensbaserede metoder, som viser solid effekt, når det kommer til at fremme gode relationer, hvad end det er i parforholdet eller i samarbejdet mellem skilte forældre. Derudover tager vi afsæt i aktuel viden indenfor vores faglige områder.
I vores terapi og rådgivning til par har vi fokus på at fremme trygge relationer. Vi arbejder med at deeskalere negative samspilsmønstre og fremme en tryg kontakt parret imellem. En parrelation, der er funderet i kærlighed og samhørighed, kan gøre os stærkere og endda hele sår, vi bærer rundt på, og vil samtidig skabe en atmosfære i hjemmet, som er tryg for børnene at vokse op i.
I parterapien trækker vi især på IBCT og EFT som metode. Igennem mere end 15 år har vi desuden haft et tæt samarbejde med lektor Tea Trillingsgaard, som er leder af enheden for par- og familieforskning ved Aarhus Universitet. Hun står bag meget nyere dansk forskning på parforholdsområdet, som vi har hentet inspiration i.
I vores terapi og rådgivning til skilte forældre tager vi afsæt i viden om, hvad der fremmer et godt nok forældresamarbejde, og hvad der styrker børns trivsel efter et brud, så både børn og forældre kan komme godt videre efter en skilsmisse. Vi har fokus på at deeskalere konflikter og negative samspilsmønstre og fremme konkrete aftaler om børnenes liv og hverdag.
Vi anvender metodiske greb som spejling og validering, der er inspireret af EFT og IBCT. Desuden er vi inspireret af den hollandske psykolog, Justine van Lawick, og vi læner os op ad principperne fra hendes internationalt anerkendte behandlingsprogram til højkonflikte skilte familier ”No Kids in the Middle”.
I vores terapi og rådgivning til par i sammenbragte familier trækker vi også i høj grad på principperne i EFT og IBCT. Derudover læner vi os blandt andet op ad psykolog Patricia Papernow, som er en af de førende internationale eksperter i arbejdet med sammenbragte familier. Særligt tager vi afsæt i hendes forståelse af de særlige vilkår og udfordringer, der knytter sig til dannelsen af en sammenbragt familie, og hvad der fremmer trivsel hos børn og voksne i denne familiekonstellation.
I den individuelle terapi og behandling spænder vores behandlingsteam over mange forskellige metodiske referencerammer. Alt efter hvilke udfordringer der ønskes hjælp til, benytter vi forskellige metoder, der både er evidensbaserede og meningsfulde i behandlingen. Det kan f.eks. være eksistentiel terapi, kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk terapi, narrativ terapi, ISTDP, traumeterapi og skematerapi.
Emotionsfokuseret parterapi (EFT) tager sit udgangspunkt i forskning og teorier om tilknytning og kærlighed.
Grundantagelsen er, at vi mennesker har et grundlæggende behov for at være forbundet i et forhold funderet i kærlighed og samhørighed, og at denne tryghed gør os stærkere, mere selvstændige og frie og endda kan være med til at hele sår og traumer, som vi bærer rundt på.
EFT er udviklet i et samarbejde mellem terapeuterne Sue Johnson og Leslie Greenberg i starten af 1980’erne. EFT er den parterapeutiske metode, der har vist bedst effekt og lavest risiko for ’tilbagefald’ til tidligere mønstre.
I et EFT-forløb hjælper vi med at identificere jeres samspil og de underliggende følelser og ønsker, som er drivkraften bag. At identificere og forstå disse mønstre er første skridt i retning mod forandring. Undervejs i det terapeutiske forløb vil vi også være optaget af at skabe en stabil og tryg kontakt imellem jer, som afsæt for at forbedre den indbyrdes kommunikation.
Integrativ adfærdsterapi for par – eller Integrative Behavioral Couple Therapy (IBCT) – er en evidensbaseret parterapeutisk metode.
Metoden tager udgangspunkt i, at par ofte havner i udfordringer på baggrund af deres forskelligheder, emotionelle sårbarheder og eksterne stress. Alt dette kan bidrage til en fastlåst dynamik mellem parret, som kan føles umulig at træde ud af. Antagelsen er, at forandring sker via accept og forståelse af sig selv og hinanden samt konkret ændring af samspilsmønsteret.
IBCT er udviklet af klinisk psykolog og professor Andrew Christensen og Neil Jacobson i USA. Metoden har omfattende forskning bag sig og viser solid effekt på pars trivsel.
I et IBCT-forløb starter vi med at identificere og forstå den udfordrende dynamik, I er havnet i, samt de faktorer, som underbygger den. Undervejs i forløbet arbejder vi med strategier for både accept og adfærdsændring med det formål at fremme følelsesmæssig intimitet, styrke den gode kommunikation og bryde det negative samspilsmønster. Målet er, at I oplever færre udfordringer og større trivsel i parforholdet.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev – Så sender vi dig viden og nyheder om parforholdet, den skilte familie og den sammenbragte familie. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Tlf: 35 12 16 17
Telefonen er åben alle hverdage fra
10:00 – 14:00
CVR-nr: 28324502
EAN: 5797200056900
Østergade 5 (Strøget), 1.sal
1100 København K.
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 15:00
MobilePay nr: 98 92 93
Søndergade 10, 2.sal
8000 Aarhus C
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 14:00
MobilePay nr: 82 85 80
© 2025 Styrk Familierne
Før hed vi Center for Familieudvikling.
Nu hedder vi Styrk Familierne.
Vi ønsker nemlig at styrke
familierne i hele landet.
Vores hjælp går i særlig grad til forældrerelationen
– fordi en håndsrækning til de voksne
er en gave til børn.