Det er på tide med ambitioner på det familiepolitiske område, hvilket vi ikke har set i mange år i det samlede politiske landskab. Men hvorfor er der kun ét parti, der har set familiens betydning for børn og unges trivsel?
Af Mattias Stølen Due, psykolog og direktør for Center for Familieudvikling
Al erfaring peger på, at parforholdet er en vanskelig relation, og når der kommer børn til verden, bliver det ikke nemmere at få parforholdet til at fungere. Undersøgelser viser, at hver femte dansker oplever at være i et belastet parforhold, og at konflikterne i særlig grad stiger, når man får børn.
Samtidig ved vi fra forskning, at det har store konsekvenser for børn at leve i et hjem, hvor der er store konflikter imellem forældrene. Det øger risikoen for, at børn og unge udvikler angst, depression og adfærdsforstyrrelser, ligesom konflikterne i hjemmet kan medføre koncentrationsudfordringer og problemer i skolen. Når forældre med et højt konfliktniveau går fra hinanden, er der desuden større risiko for en konfliktfyldt skilsmisse, og en del børn vokser op uden kontakt til den ene forælder.
Det er netop på den baggrund, at vi skylder børnene at give en håndsrækning til deres forældre. Vel at mærke mens forældrene stadig er sammen og dermed er motiverede for at styrke deres kommunikation og konfliktløsning.
Den konkrete indsats, som Det Konservative Folkeparti foreslår at udbrede, hedder ’Vores Parforhold’. Det er en forskningsbaseret og skalérbar indsats udviklet af NGO’en Center for Familieudvikling i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet. Formålet er at styrke trivslen blandt børn via et fokus på forældrenes parforhold. Det er en forebyggende, digital og dermed også økonomisk bæredygtig strategi, som består af en samling af indsatser, der har vist god effekt baseret på tidligere undersøgelser.
Med Vores Parforhold kan man således lytte til en podcast eller tilmelde sig Parguiden, som sender gratis inspiration til parforholdet direkte i mailbakken. Desuden kan man ringe til den anonyme rådgivningslinje Partelefonen eller tage et digitalt Par-tjek. Alt sammen med det formål, at forældrepar bliver mere bevidste om det, der fungerer i parforholdet, og får inspiration og hjælp til det, der er vanskeligt. Finder man gennem dette Par-tjek ud af, at man har brug for hjælp, får man tilbudt et bogforløb eller et digitalt selvhjælpsforløb med personlig vejledning til parforholdet. Det er alt sammen gratis, frivilligt og kan klares hjemme fra sofaen.
Aktuelt lanceres Vores Parforhold i fire danske kommuner – Mariagerfjord, Ikast-Brande, Syddjurs og Gentofte Kommune – og dét med stor succes. Rigtig mange forældrepar viser interesse for de forskellige indsatser, og vi kan bl.a. se, at par med større problemer får god hjælp af det digitale selvhjælpsforløb med vejleder, som man kan tage hjemmefra. Det er meget opmuntrende, da en sådan indsats er mindre indgribende i hverdagen end traditionel parterapi, ligesom den er langt billigere at skalere. Samtidig kan de par, der ønsker – og har brug for – mere intensiv hjælp i form af parterapi, få tilbudt dette i kommunen.
En indvending vi ofte hører er, at staten ikke skal blande sig i parforholdet og familielivet, fordi det er et privat anliggende. Og her er vi helt enige. Vi skal have lov til at blive gift og skilt med dem, vi vil. Det er vores selvstændige privilegium – og problem – at beslutte det.
Men respekten for familielivet skal ikke få os til at overse eller tilsidesætte det ansvar, som familien også kalder på. Vi mener, at staten skal stille gode tilbud til rådighed for at fremme danskernes trivsel. Det gør staten allerede i form af f.eks. gratis lægehjælp – et offentligt tilbud som få vil anfægte, fordi vi ved, at det forhindrer sygdomme i at udvikle sig i alvorlig grad.
Det er dog på tide, at vi begynder at tage relationelle problemstillinger lige så alvorligt som kropslige. Det er ikke kun vores helbred, der har betydning for vores trivsel og livskvalitet. Både fra forskningen og fra vores egne liv ved vi, at de nære relationer er mindst lige så afgørende.
Der er kommet mere opmærksomhed på vigtigheden af forebyggelse i de seneste år. Dette fokus er dog ikke kun sund fornuft, når det handler om at forebygge kræft og reducere risikoen for forskellige livsstilssygdomme. Vi er også nødt til at tænke forebyggende, når det gælder familiære problemstillinger. Også her er prognosen langt bedre, hvis familier får hjælp i tide – før konflikterne eskalerer og begynder at smitte af på børnenes trivsel. Det er på tide, vi indser, at hjælp på det relationelle område er mindst lige så vigtigt som til individuelle problemstillinger.
Indsatsen Vores Parforhold foldes ud på tre niveauer med både folkeoplysende tiltag, webbaseret selvhjælp og mere intensiv hjælp som parterapi. Der er altså tale om differentieret hjælp via en ’velfærdsteknologi’, præcis som formanden for Robusthedskommissionen Søren Brostrøm lægger op til i deres aktuelle udspil. De sidstnævnte niveauer er målrettet dem, der oplever store problemer i parforholdet, mens det folkeoplysende niveau giver en forskningsbaseret håndsrækning til alle de almindelige familier, som vi ved søger hjælp på nettet, men som via google og tilfældige hjemmesider ofte farer vild i lidt tilfældige og nogle gange modsatrettede råd.
Nogle forholder sig kritisk til, at staten skal betale for sådanne indsatser. Dét argument er også til at forstå. Men her er det vigtigt at forstå, at staten allerede i dag betaler for indsatser, når konflikten mellem forældre eskalerer.
Store konflikter i familien medfører f.eks. flere lægebesøg, flere udredninger og behandlinger af angst og depression og tabt arbejdsfortjeneste. Fra nyere norsk forskning ved vi eksempelvis, at antallet af sygedage stiger flere år op til en skilsmisse. Det er altså dyrt for samfundet, for arbejdsgiveren og for voksne og børn, når familien har det svært. Når forældre med mange konflikter bliver skilt, starter desuden de statslige udgifter til boligsikring, friplads i institution, sygedagpenge, tabte skatteindtægter, mv. Der er altså store økonomiske omkostninger forbundet med familiære kriser. I det regnestykke er udgiften til digitale og forebyggende indsatser at regne som småpenge.
På Center for Familieudvikling mener vi ikke, at politikere skal blande sig i, hvordan vi lever sammen, og om vi vil leve sammen. Men vi mener, at der er et behov for at normalisere, at vi kan have det svært i vores parforhold og familieliv. Samtidig skal vi udbrede det forebyggende perspektiv, hvor vi taler om vores parforholdsudfordringer på et tidligere tidspunkt og på en mere konstruktiv måde, ligesom par og familier skal have kendskab til, hvor der kan hentes forskningsbaseret inspiration og hjælp. Skal det for alvor lykkes, har politikere en vigtig rolle at spille.
Det er vores kvalificerede antagelse, at udbredelsen af Vores Parforhold – som ét blandt flere særlige indsatser på familieområdet – ikke bare vil føre til en reduktion af psykologiske og menneskelige omkostninger. Det vil også på sigt føre til en reduktion af økonomiske udgifter. Derfor appellerer vi til, at langt flere politiske partier – fra højre til venstre – vil prioritere både opmærksomhed og midler til at styrke trivslen og reducere konflikterne i de danske familier. Sådanne indsatser er helt afgørende for sammenhængskraften i samfundet – og ikke mindst for vores børn og unges trivsel.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev – Så sender vi dig viden og nyheder om parforholdet, den skilte familie og den sammenbragte familie. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Tlf: 35 12 16 17
Telefonen er åben alle hverdage fra
10:00 – 14:00
CVR-nr: 28324502
EAN: 5797200056900
Østergade 5 (Strøget), 1.sal
1100 København K.
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 15:00
MobilePay nr: 98 92 93
Søndergade 10, 2.sal
8000 Aarhus C
Åbent alle hverdage fra 9:00 – 14:00
MobilePay nr: 82 85 80
© 2026 Styrk Familierne