Hvorfor er forældrerelationen nævnt nul gange i Trivselskommissionens anbefalinger?

Efter halvandet års arbejde er regeringens Trivselskommission kommet med en rapport og 35 konkrete anbefalinger til, hvordan børn og unge kan få det bedre. Familien nævnes som en vigtig arena i børn og unges liv – på linje med institutionerne og skolen, den digitale verden, civilsamfundet og fritidslivet. Og kommissionen anfægter, at vi hidtil har diskuteret mistrivsel, som om børn og unge ikke har nogen forældre.

Alt det lyder i udgangspunktet lovende for en NGO som Center for Familieudvikling, der netop er sat i verden for at styrke familierne – for børnenes skyld. Familien er trods alt barnets primære base og udviklingsarena, og det er her, de vigtigste tilknytningsrelationer dannes.

Men desværre får Trivselskommissionen slet ikke tegnet det fulde billede, når det kommer til familiens betydning for børn og unges trivsel.

I den 148-siders kommissionsrapport nævnes ”forældreskab” 50 gange. Men hvad med ”forældrerelationen”, ”parforholdet” og ”forældresamarbejdet”? Hvor mange gange bliver de ord nævnt?

Nul gange. NUL.

Det er tankevækkende for at sige det mildt.

Når Trivselskommissionen taler om familiens betydning, er det kun forældrenes relation til barnet, der nævnes. Altså den vertikale relation: forælder-barn. Den horisontale relation mellem forældrene er imidlertid helt glemt. Forældrerelationens betydning for børns tryghed, trivsel og udvikling er helt fraværende i de 35 anbefalinger. Den forglemmelse præger ikke kun Trivselskommissionen, men den offentlige debat i det hele taget. Og det er et stort problem.

Vi ved nemlig fra nyere dansk forskning, at mere end hver sjette forældrepar har konflikter med psykisk eller fysisk aggressivitet. Det vil sige, at knap 20 pct. af alle børn vokser op i et hjem, hvor forældrene har et konfliktniveau, der er meget toksisk. Vi ved desværre også fra forskning, at disse børn er i øget risiko for at udvikle angst, depression, søvnforstyrrelser, adfærdsproblemer og kammeratskabsproblemer. Altså mistrivsel.

Atmosfæren eller det psykiske indeklima i disse hjem er usund for børn. De risikerer nemlig dagligt at indånde det, man kunne kalde ”relationel CO2”. Vi håber på – og har en erkendelsesinteresse i at tænke – at børn ikke lægger mærke til konflikterne, fordi skænderierne eller de nedvurderende kommentarer finder sted bag lukkede døre, mens børnene gamer, eller når de (forhåbentligt) sover.

Men børn opdager og oplever meget mere, end vi tror. Og det er svært at sove, når monsteret ikke bare er en fiktiv fantasifigur under sengen, men når der findes et ægte samspilsmonster mellem mor og far.

Vi kommer ikke uden om, at vedvarende uoverensstemmelser og konflikter i hjemmet er en alvorlig stressfremkaldende faktor, der øger risikoen for mistrivsel blandt børn og unge. Det viser forskningen, vores kliniske erfaring samt den kommunale virkelighed. Trivselskommissionen får det nævnt i en kvart sætning. Og det er uheldigt.

For nok skal vi tale om forældreskabet og det, der foregår mellem forælder og barn i form af opdragelse og karakterdannelse. Men vi skal ikke samtidig underkende betydningen af en (u)tryg base.

Der er 50 ord om forældreskabet og nul ord om forældrerelationen i anbefalingerne. Betyder det så, at forældreskabet er 50 gange vigtigere end forældrerelationen, når det kommer til børns trivsel? Nej. Børns liv starter bogstaveligt talt med de voksnes intimitet og indbyrdes relation, og børns trivsel afhænger også af denne relation i mange år efter fødslen. For better and worse.