Hele Danmarks familiepolitik er tom for familie

Forslag til familiepolitik nævnes igen i den offentlige debat efter (noget nær) årtiers tavshed. Hos Styrk Familierne er det som at se en længe ventet blomst, der begynder at bryde frem af den golde jord.

Der er bare ét problem.

Det handler stort set ikke om familien, når der tales familiepolitik.

Det handler langt mere om:
Minimumsnormeringer i vuggestuerne. Folkeskolens rammer. Billigere familiebiler. Stærkere fritidstilbud til udsatte børn. Indsatser mod skolevægring. Retten til flere barnets sygedage. Spørgsmål om fertilitet, kontanthjælpsloftet og integrationsydelser.

Lad det være sagt:
Det er alt sammen prisværdige og vigtige sager. Uden undtagelse.

Det er bare ikke familiepolitik i psykologisk og relationel forstand.

Ingen af de her nævnte mærkesager adresserer nemlig familiens indre anliggender – eller de mekanismer og mønstre i de nære relationer – som i sagens natur er det, familiepolitikken mest af alt skulle styrke.

Skyldes det, at alt emmer af fred og harmoni hjemme hos familien Danmark?
Desværre ikke. Faktisk langt fra.

Nyere dansk forskning viser, at mere end hvert sjette kommende forældrepar har konflikter med fysisk eller psykisk aggressivitet. Det vil sige, at knap 20% af alle børn risikerer at vokse op i et hjem, hvor forældrene har et konfliktniveau, der er skadeligt for børnene.
Og det efterlader os med en stor gruppe børn, som ifølge forskningen er i øget risiko for at udvikle angst, depression, adfærdsproblemer, kammeratskabsproblemer og mistrivsel.

Hos Styrk Familierne er budskabet klart:

Børns trivsel starter i familien. Og skal vi bygge det stærke og omsorgsfulde Danmark, vi drømmer om, skal vi sætte familien i centrum. For familien er børns trygge base i en usikker verden. Eller rettere: Det burde den være.

Som samfund har vi brug for en familiepolitik, der løftes som en samlet, ambitiøs dagsorden, og som for alvor ændrer den måde, vi taler om og politisk prioriterer familien på. En familiepolitik, som tilbyder konkret hjælp til at styrke de nære relationer indenfor hjemmets fire vægge, og som i særlig grad giver en målrettet håndsrækning til forældrenes indbyrdes forhold. Uanset om folk er gift, skilt eller lever i en ny sammenbragt familie.

Det er på høje tid, at vi vender blikket mod det, vi for ofte glemmer i en tid præget af individualisering: At relationen mellem forældre er fundamentet for hele familiens trivsel – uanset hvordan familien er sammensat.

Selvfølgelig skal vi fortsat tale socialpolitik, ligestillingspolitik, transportpolitik, sundhedspolitik, arbejdsmarkedspolitik, for det vedrører alt sammen samtalen om, hvad der skaber gode liv i vores samfund.

Men det må ikke komme til at skygge for debatten om det liv, der foregår derhjemme.

Det er, når vi investerer i familien, at vi investerer i børnene og hele samfundets sammenhængskraft. Og skal familiens trivsel styrkes, må vi politisk prioritere at sikre konkret hjælp til relationen mellem de voksne.

Det kan siges helt klart:
At skabe de bedste betingelser for forældrenes indbyrdes forhold er et samfundsanliggende og et fælles ansvar – ikke blot en individuel ting at klare.

Men de aktuelle politiske forslag overser forældrerelationen og familiens trivsel, og den nuværende familiepolitik er spredt ud over andre dagsordener uden fælles retning.

Det er på høje tid at samle trådene og handle.

For om lidt venter et nyt år. Og optakten til et nyt folketingsvalg.

Hvad med, at vi sætter dét på dagsordenen, som betyder allermest for os:
Vores familie.