En skilsmisse er aldrig børnenes ansvar. Heller ikke, når børn bliver 38 år

20 år efter at hendes mor og far blev skilt, prøver filminstruktør Nicoline Skotte at lukke det hul, forældrenes skilsmisse har givet i hendes opvækst. Men der er ét problem: Det var jo aldrig hendes opgave at bygge bro i bruddet.

I starten af TV 2-dokumentarfilmen ”En fantastisk familie” ser man 38-årige Nicoline sætte balloner og andre rekvisitter op i et pastelfarvet studierum. Her skal hendes forældre samles på neutral grund.

Ikke fordi Kim og Annette skal finde sammen igen. Men fordi datteren stadig plages af den skilsmisse, som fandt sted, da hun var 10 år gammel. Nu forsøger Nicoline at få sine forældre til at mødes efter mange års manglende kontakt.

Lad det være sagt til en start: Filmen er rørende. Og Nicolines bestræbelser er rørende. Alligevel står ét grundlæggende problem tilbage, som kalder på at blive sagt højt:

Det var jo aldrig barnets ansvar at reparere forældrenes relation.

At bygge bro i forældrenes brud er ikke barnets opgave – og alligevel er det præcis det, der ofte sker. Når skilte forældre sidder fast i en konflikt, så lander der en opgave hos børnene. Og selvom ingen ønsker det sådan, så arver børnene et følelsesmæssigt overarbejde og måske endda en stigende utryghed i tilknytningen til forældrene.

I vores arbejde med skilte familier hos Center for Familieudvikling oplever vi så godt som altid, at der raser en kamp om sandheden i svære skilsmisser. I mange tilfælde kan kampen forstås som forældrenes forsøg på at håndtere virkelig svære livsbegivenheder og tragiske hændelser. Og her er Nicolines familie ingen undtagelse.

Men i den kamp bliver de største tabere uden tvivl børnene, der – ligesom Nicoline – mærker det hårde følelsesmæssige arbejde langt ind i voksenalderen. For hvem skal man tro på, og hvem skal man vende sig mod, når mors og fars sandheder ikke stemmer overens, men strider og kæmper mod hinanden?

Der er mange forståelige grunde til, at forældrepar bliver skilt, og alternativet kan potentielt være værre. Også for børnene. Men det ændrer ikke ved, at en skilsmisse er en kæmpe livskrise, som kan være rigtig svær at håndtere. Og den afmagtsfølelse, vrede, sorg og konflikt, som bruddet kan udløse, kan simpelthen blive for stor – for den enkelte forælder og for barnet.

Men ansvaret for at gribe familien og få brudt konfliktmønstrene, det er de voksnes. Og når skilte forældre kommer til kort – og det sker i omtrent hver fjerde skilsmisse – må vi som samfund træde til.

Ikke kun ved at undersøge, vurdere og i sidste ende træffe afgørelser i skilsmissesager, så én forælder står tilbage som vinder og én som taber.

Skal vi for alvor hjælpe de konfliktfyldte skilte familier videre og væk fra de fastlåste, negative mønstre, skal vi langt oftere tilbyde behandlende indsatser, der kan give den nødvendige hjælp til forældrenes indbyrdes relation – for børnenes skyld.

Det er vores samfundsansvar at have uddannede specialister på det højkonfliktfyldte skilsmisseområde. Behandlere, der kan samle forældrene i samme rum, motivere dem til et arbejde med egen andel i konflikten og også forsøge at ændre det, de selv har indflydelse på. Ikke med mål om at blive bedste venner eller finde sandheden, men med mål om at nedbringe konfliktniveauet, skabe bedre og mere meningsfuld sammenhæng i børnenes liv og ikke mindst: sætte børnene fri til at holde af begge forældre.

Det er aldrig for sent at gøre noget ved en konfliktfyldt skilsmisse. Også år efter bruddet kan man arbejde for at gøre den mindre konfliktfyldt – og mere tryg. Det kræver et system, der vover at behandle relationer fremfor individer. Og går man i gang med det (behandlende) arbejde, kan det løsne meget. Også for det voksne barn.

For selvom man er skilt, er man stadig en familie. En (fantastisk) skilt familie.