Komedieserien ’De bedste år’ om parret Mathias og Louise og deres liv som småbørnsfamilie rammer noget, mange kan genkende sig selv i. Og så er det et skoleeksempel på, hvor vigtig kommunikation i et parforhold er.
Af: Mattias Stølen Due, direktør, Styrk Familierne
’De bedste år’ sæson 2 har netop haft premiere på TV 2. I serien følger vi parret Mathias og Louise og deres mere eller mindre kaotiske liv, hvor de forsøger at jonglere et forældreskab til tre mindre børn, arbejde, barsel og istandsættelse af et nyt hus. Serien er først og fremmest virkelig sjov. Mange vil genkende sig selv i Mathias og Louises parforhold – i alt det, vi på godt og ondt slås med, når vi prøver at få familielivet til at hænge sammen.
Og netop det er en af seriens store styrker: Den gør de udfordringer, vi kan have med hinanden i et parforhold, almindelige.
Der er madpakker, bunker af rod, bekymringer for børnenes trivsel, krævende svigerforældre, forældremøder, søvnløse nætter, manglende sex, en barsel, som måske ikke blev så rosenrød som ventet, og chefer, der står klar med spidse bemærkninger, såsom ”nå, går du allerede hjem nu?”.
Der er kort sagt alt det, som mange småbørnsforældre oplever hver dag. Og hvor er det befriende at se en serie, der tør behandle det med humor, og som forhåbentlig kan få os til at sænke skuldrene og tænke: måske er det helt okay, at det hele ikke er så perfekt. Det er faktisk godt nok, det, vi to har skabt sammen.
Men der er også noget andet ved Mathias og Louise, som er værd at lægge mærke til.
De taler faktisk sammen. Også om det, der er svært.
Det er ikke altid lige elegant. Eller på det rigtige tidspunkt. Men de forsøger. Som da Mathias udtrykker sin tvivl om, hvorvidt deres nye hus nu også er det rigtige køb. Og Louise med sin optimisme får beroliget ham. De italesætter deres bekymringer og tanker over for hinanden, også når samtalen er krævende.
Det lyder måske enkelt. Men det er det ikke.
For mange par er det netop samtalen, der forsvinder først. Undersøgelser viser, at 61 procent af danske forældrepar ikke taler med hinanden om problemer i parforholdet. Hvad skyldes det? Ét bud er, at hverdagen er for tætpakket, og der simpelthen ikke er overskud til en sådan samtale. Så vi håber, at det går over, hvis vi ikke siger noget til hinanden. Et andet bud er, at vi ikke ved, hvordan vi skal tale om noget konfliktfyldt uden at såre den anden. Et tredje bud er, at vi efter mange små nederlag er holdt op med at tro på, at samtalen nytter.
Uanset årsag står det klart, at der i mange danske parforhold findes tanker, længsler og bekymringer, som ikke bliver sagt højt.
Det er her, ’De bedste år’ peger på noget vigtigt.
Et godt parforhold handler ikke om, at vi altid skal være enige. Der er masser af konflikter i et parforhold – små som store. Men et godt parforhold bygger i høj grad på evnen til at tale sammen, også når samtalen ikke er nem. F.eks. at kunne sige: Jeg ved ikke, hvordan vi kom hertil. Kan vi prøve at forstå hinanden lidt bedre?
Hos Styrk Familierne ved vi, at parforholdet betyder noget – også for mere end blot parret. Trivslen mellem forældre smitter nemlig af på resten af familien. Når de voksne kan tale sammen, skaber det tryghed og trivsel hos børnene.
Derfor er det værdifuldt, når en serie som ’De bedste år’ giver os et fælles sprog for det uperfekte familieliv. Når den viser, at konflikter, afstand og irritation ikke nødvendigvis betyder, at kærligheden er væk. Men at de kan være tegn på, at der er noget, der skal tales om.
For de bedste år er ikke nødvendigvis dem, hvor alting lykkes. Måske er det også dem, hvor vi tør sige det svære lidt tidligere, og vi opdager, at et godt parforhold ikke er problemfrit, men et, hvor vi bliver ved med at prøve at nå hinanden.
Og måske kan Mathias og Louise få flere af os til at spørge:
Hvordan har vi det egentlig med hinanden?