Gaveidéer til parforholdet i adventstiden

Vi dedikerer de fire søndage i advent til parforholdet – og deler små ”advents-gaveidéer”, som du ikke behøver styrte ud for at købe eller bekymre dig om at returnere inden 14 dage.

""

4 søndage, 4 adventsgaver til jer

Vi deler advents-gaveidéer, som handler om:

Kærlige tanker og små gode handlinger, som kan gøre noget godt for din partner og jeres parforhold.

Inspirationen er hentet fra bogen ”Pas på Parforholdet” af Mattias Stølen Due.

4. søndag i advent

Sig tak til din partner

Prøv engang at tænke over det:

Hvad gør det ved dig, når din mand eller kone siger tak til dig?
Når du mærker, at det, du gør, virkelig påskønnes af den, du elsker?

I de fleste tilfælde vil vores partners udtrykte taknemmelighed give en følelse af, at vi har betydning. Og det er dejligt. Det er dejligt at vide, at man er værd at holde af.

”Tak” er et lille ord. På ingen måder svært at udtale.

Men når man skvatter over beskidte flyverdragter, ingen har købt bleer og mælk, og vores partner kommer alt for sent hjem fra arbejde, så ligger det lille ord ikke som et oplagt førstevalg.

(Desværre) heller ikke altid, når flyverdragten hænger ren og tør på knagen. Eller køleskabet er fyldt, og der er bleer i topskabet, fordi den anden handlede på vejen hjem (og derfor kom for sent).

Nogle øver sig for at blive bedre til et instrument eller et sprog. Andre træner for at blive bedre til sport. Det er ingen nyhed, at vi styrker vores evner ved at øve og træne. Men måske er det en nyhed, at det samme gælder i parforholdet?

Vi kan faktisk træne vores evne til at sætte pris på hinanden og på parforholdet.
Og jo mere vi træner og bruger taknemmelighedsmusklen – i tanke og i handling – desto større bliver den.

Tænk over, hvilken effekt det mon ville have på parforholdet, hvis vi i højere grad var taknemmelige over den andens bidrag og den anden som person?
Måske vi ville indse, hvor heldige og privilegerede vi er.

  • Tænk for eksempel over:
  • Hvor er det egentlig utroligt, at der er én, som gider leve sammen med sådan én som mig – og endda hver eneste dag.
  • Hvor er det egentlig fantastisk, at der er én, som kan udholde mine dårlige vaner.
  • Hvor er det tankevækkende, at der er én, der har valgt mig, frem for alle andre i denne verden.
  • Hvor er det rørende, at der er én, der elsker mig – også selvom jeg ikke altid slår til.

Gaven denne dag kan være at standse op og tænke over, hvor forunderligt det i virkeligheden er, at din partner har valgt dig, og at du har mødt én, du har lyst til at leve med.

Det var den sidste advents-gaveidé fra Styrk Familierne i denne omgang.

Ønsker du mere inspiration? Så kan vi anbefale at læse bogen ”Pas på Parforholdet”.

Rigtig glædelig 4. søndag i advent!

4. søndag: En lille adventsgave til parforholdet

  • Sig f.eks.: ”Tak at du kunne holde mig ud, da jeg var træt og tvær i går.”
  • Giv udtryk for, at du sætter pris på det, din kæreste gør for jeres familie.
  • Påskøn den indsats, din ægtefælle lægger i at være en god forælder for jeres børn.
  • Vis at du er taknemmelig for, at I er sammen, og for det liv, I har skabt.
  • Find selv på måder, hvorpå du viser din partner, at du sætter pris på ham eller hende og på jeres parforhold.

3. søndag i advent

Gør noget, så din partner føler sig tænkt på

John Gottman, der er en af de førende parforholdsforskere i verden, understreger vigtigheden af, at vores partner føler sig tænkt på.

Skal vi bestræbe os på, at vores partner får denne oplevelse, kan man lave en simpel øvelse, hvor man går med tre mønter i lommen.

Om morgenen kan man lægge de tre mønter i venstre lomme, og inden man går i seng om aftenen skal de samme mønter ligge i højre lomme.
Måden, hvorpå de kommer fra venstre til højre lomme, er ikke magisk. Det sker, når man bevidst gør noget for, at ens partner skal føle sig tænkt på.

  • Det kan være, at man i frokostpausen sender en sms til sin partner, hvor der står: ”Tænker på dig! Glæder mig til at se dig senere.”
    Tjek – så kan man flytte den første mønt.
  • Når man kommer hjem fra arbejde, kan man bevidst huske at give sin partner et varmt knus og måske endda tilføje, at det er dejligt at se ham eller hende.
    Tjek – det var den anden mønt.
  • Når man sidst på aftenen – træt efter en lang dag – falder om på sofaen, kan man mande sig op og spørge interesseret til den andens dag i ti minutter.
    Tjek – det var den sidste mønt.

Virker mønteksemplet fjollet? Muligvis. Og man behøver naturligvis ikke gøre det tre gange om dagen. Eller begynde at gå med mønter i lommen.

Men princippet bag er faktisk ikke så fjollet.

Håbet er, at dette jordnære eksempel kan integreres i ens tænkning og adfærd, så man med tiden mere naturligt har fokus på, hvad man kan gøre for, at ens partner føler sig tænkt på. Det kan nemlig kræve noget øvelse og prioritering i en travl (december)hverdag.

Måske dagen giver anledning til at tage fat på øvelsen (og flytte en mønt): Hvad kan du gøre for, at din partner føler sig tænkt på?

Rigtig glædelig 3. søndag i advent!

3. søndag: En lille adventsgave til parforholdet

  • Lav en uventet kop kaffe til den anden.
  • Giv din partner massage eller tag initiativ til sex.
  • Spørg ind til, hvordan det gik med det møde på arbejdet, og hvordan din partners dag har været.
  • Snak om jeres første tid sammen og de gode oplevelser, I har delt.
  • Find selv på noget, du kan gøre, så din partner føler sig tænkt på.

2. søndag i advent

Spild tid på din partner

I bogklassikeren ”Den lille prins” lader forfatteren, Antoine de Saint-Exupéry, sin hovedperson tale til nogle roser.

Den lille prins konstaterer, at disse roser slet ikke ligner hans rose.

En almindelig forbipasserende ville nok tro det: At de andre roser var ligesom hans.

Men nej. Hans rose – og hans rose alene – er mere betydningsfuld end dem alle sammen.

Hvorfor?

Hovedpersonen svarer blandt andet:

  • ”Fordi det er den rose, jeg har vandet.”
  • ”Fordi det er den, jeg har dækket med en skærm.”
  • ”Fordi det er den, jeg har slået kålorme ihjel for.”
  • ”Fordi det er den, jeg har hørt beklage sig eller småprale, ja undertiden endog tie.”
  • ”Fordi det er min rose.”

Som respons på dette siger en ræv til den lille prins:

”Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.”

Måske denne passage siger noget vigtigt om parforholdet:

At kærlige følelser kan opstå, når man investerer tid og kræfter i sin partner. Når man vander forholdet med sit nærvær og sin opmærksomhed. Når man ”spilder” tiden på hinanden.

Det er, når vi lytter til den andens frustrationer uden at kritisere, det er, når vi interesserer os for den andens dag, det er, når vi siger ”Jeg holder af dig”, at vi giver parforholdet gode betingelser. For kærlighed er noget, der kan vokse frem, når vi modtager godhed, og når vi mærker, at vi har værdi og er elskværdige.

Måske dagen i dag skal bruges på, at du og din partner ”spilder” tiden på hinanden?

Den gave kan heldigvis gives med meget kort leveringstid.

Rigtig glædelig 2. søndag i advent!

2. søndag: En lille adventsgave til parforholdet

  • Se en tv-serie, I kan grine af sammen.
  • Hold øjenkontakt længere tid, end I plejer.
  • Tag en hyggelig snak, når børnene er puttet, hvor I spørger ind til hinandens dag.
  • Find selv på noget, I kan gøre sammen (og det behøver ikke være en romantisk weekendtur til Paris – det kan være lige så vigtigt med de små ting).

1. søndag i advent

Beslut dig for at gøre noget godt for din partner

I Samuel Becketts absurde skuespil ”Mens vi venter på Godot” står to mænd ved et nøgent træ og venter. Da de bliver spurgt, hvorfor de bliver ved med at stå der, svarer de gentagne gange: ”Vi venter på Godot”.

Der er bare et problem. Godot kommer aldrig.

På samme måde kan vi i parforholdet komme til at vente og vente: På at vores partner begynder at gøre noget anderledes, så vi kan få det bedre. På at forholdet pludselig vågner en morgen og af selv sig er blevet virkelig godt (selvom det var noget andet i går).

Der er bare et problem:

Det gode, smukke og vitale parforhold opstår ikke af sig selv. Det kommer ikke af, at vi går rundt og håber på, at vores partner pludselig bliver mere kærlig, mere lyttende, mere interesseret i sex. Eller når vi kræver, at han eller hun ændrer sig.

Det nøgne træ i Becketts skuespil symboliserer manglende liv og kan give associationer til kolde og forblæste vintermåneder. Træet er et udmærket eksempel på den ensomme (s)tilstand, der kan indfinde sig, når vi blot venter, i håbet om at vores partner skal komme os i møde og forandre sig.

Erfaringen fra den terapeutiske praksis er dog, at man ikke kan ændre andre end sig selv. Erfaringen er også, at det gode parforhold faktisk er noget, vi selv kan være med til at skabe. Hvis vi vel at mærke aktivt beslutter os for at gøre noget godt for den anden.

I stedet for at vente på, at din partner skal bidrage med noget (godt), kan du derfor spørge:
Hvad godt kan jeg gøre for min kæreste eller ægtefælle?

Der er et stort positivt forandringspotentiale i et sådant fokus.

Du kan f.eks. tænke over følgende:

  • Hvad kan jeg gøre for, at min partner føler sig glad?
  • Hvad kan jeg gøre for, at min partner føler sig tryg?
  • Hvad kan jeg gøre for, at min partner føler sig elsket?

 

Allerede i dag kan du overveje, hvad du kan gøre for at forsøde din partners tilværelse – så han eller hun kan føle sig glad, tryg og elsket.

Og du behøver ikke vente for at sætte det i værk. Den (advents)gave kan du give din partner med det samme.

Rigtig glædelig 1. søndag i advent!

1. søndag: En lille adventsgave til parforholdet

  • Send en sød sms til din partner (som ikke handler om indkøb, eller hvem der henter børn).
  • Fortæl din partner, at han eller hun er en god forælder.
  • Sig undskyld, hvis du har sagt noget, du har fortrudt.
  • Giv din partner et kys, hvis han eller hun virker nedtrykt eller presset.
  • Beslut dig for en anden lille ting, som, du ved, kan gøre noget godt for din partner.

Bog

Pas på parforholdet

En bog om kærlighed, kommunikation og hvordan et parforhold også handler om at passe på hinanden.